Anerkendelse

Vi har fået til opgave at skal lave et oplæg om anerkendelse. Vi skal svare på nogle spørgsmål og 3 af dem skal på bloggen, som ses nedenfor.

1)  Hvad menes med det pædagogiske dilemma?

At skulle lære nogen noget, som de måske ikke har givet udtryk for, at de gerne vil lære.

Vi er afhængige af andre for at blive autonome. Det fælles for pædagogikken er kunne arbejde

med det i praksis og teoretisk.

Ifølge G.W.F Hegel det glæder nødvendigvis ikke alle samfund

gennem alle historiske perioder. dilemmaet bliver aktuelt i et samfund hvor udviklingen af

samfundsstrukturer og tankeformer er i essentielt for udviklingen og overlevelsen af samfundet.  

I den pædagogiske sammenhæng er det fordi afhængigheden igennem pædagogik bliver

institutionaliseret som en særlig samfundsbestemt relation. Derfor er det vigtigt for

pædagogikken hvordan begreber som autonomi og afhængighed ses i pædagogik praksis og

pædagogisk videnskab.

I den pædagogiske relation hersker en særlig afhængighed på grund af uligheden mellem  pædagog og barn/bruger.

2)  Hvad vil jeg fremhæve som vigtigt i forhold til min forståelse af den anerkendende relation?

I forhold til anerkendelse mener, vi at der er en grundlæggende forbindelse mellem

anerkendelse og vores grundlæggende indstilling til andre mennesker.

Det er vigtigt, at vi respektere andres menneskers individualitet og ser mennesker som subjekter fra deres egne oplevelser. for at anerkene et andet mennekse indbærer det, at vi er opsavante på det andet menneske på det andet menneske oplevelsesverden, den andens intentioner og motivation til at agere. Det vil sige at erkender, at vi alle er mennesker, der har vores egne særlige grunde for at  tænke handle og føle, som vi gør. Vi skal skabe og vedligeholde en åben interesse for det andet

menneskes individualitet. Dog er det ikke ensbetydende med, at vi behøver at være enige i den

andens opfattelse af virkeligheden.   

4)  Hvordan vil jeg vurdere de voksnes handlinger i børnehaveklassen ud fra min viden om anerkendende kommunikation?

Pædagogen Ingrid, har en samtale med Hannes forældre. I samtalen giver Hannes forældre udtryk for, at de ikke er så glade for, at Hanne kommer op til tavlen i dag og fremlægger om klokken, da de kan mærke på Hanne, at Hanne har det rigtig skidt over det. Hertil vælger Ingrid ikke at anerkende forældres bekymring, Ingrid tager afstand fra bekymringen. Ved at Ingrid ikke anerkender Hannes forældres bekymring, bliver Hannes forældre bare mere frustreret, da Ingrid ikke vælger at tage hensyn til Hanne.

Episoden ved tavlen, hvor ingrid nærmest tvinger et svar ud af Hanne, som i forvejen ikke er tryg ved situationerne, mener vi ikke er at anerkende hende. Ingrid vidste godt, at Hanne havde det skidt omkring det, men stadig vælger at presse hende, indtil hun svarer rigtig på spørgsmålet. Dog anerkender hun Hanne tilsidst, da der omsider er kommet et rigtigt svar, og Ingrid har fået bekræfte at Hanne godt kan, da får Hanne ros og en hånd på skulderen.    



Vores lille film. Det er vores eksempel på hvordan man kunne gribe situationen bedre an.
(Frem til 1.20 - resten må gerne ses)

https://www.youtube.com/watch?v=5ODMXAXwlW0&feature=youtu.be



Anders, Camilla, Elisabeth & Pernille

Inklusion? Hvad er det for noget?

Vi har i vores studie hurtigt berørt emnet inklusion, og vi vil fortælle vores forståelse af inklusion ud fra teori.

Hvad betyder Inklusion?"Inklusion handler om, at alle børn, uanset evner, baggrund og forudsætninger, har en oplevelse af, at de kan bidrage til og tilhører det faglige og sociale fællesskab i dagplejen, vuggestuen og børnehaven" - bog; Clausen, bo og Sørensen, Karen Inklusion når det lykkes, Dafolo, 1. udgave, 3. oplag, 2012

Efter vores mening skal man kunne “rumme” alle børn dvs., at vi skal kunne gøre plads til deres forskelligeheder. Børnene skal selv føle, at de er en del af fællesskabet.Inklusion vs “special klasse"
Inklusion vs eksklusion

Rasmus Alenkjær - film: Inklusion - en definition
Kvantitativ (96%) - dva at 96% af alle børn er indskrevet i en institution 
kvalitativ (oplevelse) - Det er børnenes oplevelse
 
Fuld inklusion (Alle i fællesskab) - Alle børn er en del fællesskabet
Ansvarlig inklusion (Nogle har ikke glæde i det almene) - nogle børn ville være bedre tjent med et andet tilbud
 
Nogen (Dem vi ikke helt kan håndtere) - Dem der måske ikke er ressourcer til i det almene
Alle (Alle er specielle - alle har brug for social og faglig fællesskab) - Alle har brug for fællesskab

Vores forståelse af inklusion er, at alle skal være en del af fællesskabet, og at de skal være inkluderet. Det er ikke nok, at børnene er der, de skal også føle, at de faktisk er en del af fællesskabet. Alle har noget at byde ind med til fællesskabet. Alle skal blive set og hørt. 

Anders, Camilla, Elisabeth & Pernille

Fortællinger og det narrative

Afrika historien - En fiktiv fortælling.

Fortællingen er fortalt og skabt ud fra børnenes egen fantasi.

Fortællingens struktur indeholder den aristotheliske tredeling: 

Begyndelse - midte - slutning.

Fortællingens fem elementer:

Agent: Pigerne.

Aktion: Forløbet fra mødet mellem personerne til de går i seng.

Scene: Et sted i Afrika.

Mål: At komme i skole, at spille fodbold, at flygte fra farlige væsner og til sidst komme i sikkerhed.

Midler: Elefanten, løven.

Deres fortælling er en blanding af deres fantasi, erfaringer og beskrivelse af billederne.

Mange af billederne indeholder ikke personerne som er beskrevet i historien, men der fremgår stadig en form for handling af disse personer. Børnene gør det til en leg og selvom billederne ikke illustrerer alt det de fortæller så er der i børnenes verden en handling fra personerne i historien.

De kan relatere dele af historien fra deres egen skoletid - matematiktime, matematiklærer og frikvarter. Det at de spiller sol og skralde i historien er inkorporeret fordi nogle af “forfatterne” selv spiller dette spil i deres egen skoletid/fritid. Der en episode i bogen, hvor pigerne bliver hentet af en storesøster. Det må igen være en association fra eget hverdagsliv. Personerne i historien skal i seng kl. 19.30, sikkert ligesom de selv skal. Historien handler om veninder - ligesom at de børn som skrev historien også er veninder.

Væsner som løven bliver også personificeret i det den spiller fodbold sammen med menneskene. Løven får en menneskelig rolle i historien på lige fod med menneskene.

Skrevet af Pernille, Camilla, Elisabeth og Anders.

Feltstudiets forventninger og erfaringer

I dette indlæg fortæller vi lidt om de forventninger vi gjorde os til feltstudiet inden vi tog afsted. Det er den tekst som står med almindelig skrift. Den tekst der står med kursiv er så de erfaringer vi har gjort os efterfølgende på feltstudiet. 

I forhold til samspillet mellem børn forventer vi at børnene giver plads til hinanden. De vil lade hinanden tale færdig, men samtidig også supplere hinanden med andre vinkler og refleksioner.

Første gruppe vi havde med inde til det kvalitative interview så vi at de havde svært ved at give plads til hinanden og lade hinanden tale færdig. Der opstod meget uro og en af børnene havde en tendens til at forstyrre de andres koncentration og forhindre seriøsitet. Det er dog også en af ulemperne ved at have en gruppe på 6 børn. Børnene kan have svært ved at holde koncentrationen hvis de ikke bliver hørt i længere tid. Samtidig er det også nemmere at blive påvirket da der er flere i gruppen som potentielt kan påvirke barnet.

Fordelen ved den større gruppe var at børnene nemmere kunne supplere hinanden og komme med forskellige vinkler på deres fortolkninger af kultur og hverdagslivet.

Den anden gruppe som vi havde inde til et kvalitativt interview var i stor kontrast til den første gruppe. Der blev gjort pænt plads til at alle kunne tale færdig. Man rakte hånden op (næsten) hver gang og de var meget interesseret i at få lov til at fortælle deres historier og syn på tingene. De supplerede hinanden og var generelt meget interesseret i emnet.

En anden ulempe som kan være ved at have en større gruppe er at barnet kommer til at kede sig. Barnet ender med ikke at følge med og vi risikerer derfor ikke at få deres syn emnet. Det så vi i den anden gruppe hvor en af drengene ikke koncentrer sig så længe og begyndte at kede sig.

Vi forventer ikke, at alle er lige gode venner. Vi har en forventning om, at der opstår små grupperinger.

Den gruppering der var størst, var drenge -og pigegrupper. men drengene var dem der samlede sig mest. Der var ikke små kliker.

Vi forventer, at selvom der er små grupper, så kan de godt arbejde sammen på tværs af deres individuelle grupper.

 
De var gode til at arbejde sammen da det kom til at lave historien og der var heller ikke noget da de skulle svare på spørgsmålene.

Vi forventer, at de arbejder engageret med udarbejdelse af bogen.

 
De arbejdede alle fornuftigt og var positive, om de opgaver der blev dem stillet. Vi oplevede godt nok at der blev pjat mellem nogle af børnene særligt nogle drengene havde svært ved at svare lige seriøst og engageret på alle spørgsmålene.  

Vi forventer, at de ved noget om kultur i forvejen, da vi ved, at de har arbejdet med international uge.

 
De vidste meget og de vidste mere end forventet. De kunne sige mange ting omkring fx kina som overraskede os meget at de vidste, det samme med afrika. Vi oplevede da også at de kom med udsagn der ikke rigtig passede nogen steder, men det var sjovt for os at høre, da vi så fik det mere fra deres synsvinkel af.    

I forholdet mellem børn og voksne forventer vi, at der bliver sagt goddag og farvel hver dag. Samtidig bør der være en god omgangstone mellem børnene og mellem voksne og børn.

Når vi mødte børnene henholdsvis kl. 10, 12 og 10 blev der sagt “goddag” eller “hej”, og de delte glædeligt ud af krammerer. Når vores dag var slut sagde vi: “farvel og tak for i dag”.

Vi forventer, at de svarer seriøst på vores spørgsmål, dog at der vil opstå useriøse momenter med plads til leg og pjat. De vil nok blive trætte på et tidspunkt og så skal der være plads til pauser.

De var rigtig dygtige til at svare på alle vores spørgsmål i interviewet om tirsdagen. Der var tid til pjat og leg, så børnene kunne få et pusterum. I dagene efter var de også gode til at tage tegne processen seriøst og sådan var det også da vi skulle konstruerer historierne. Gennem dagene var der tid til pjat og leg, men når vi så gik i gang igen var de gode til at tage tingene seriøst.

Vi forventer, at der opstår en relation mellem os og børnene da der vil ske gentagne interaktioner og fordi vi fordyber os i deres liv og syn på deres kultur og verden.

 
I løbet af de tre dage mener vi helt klart der opstod relationer mellem børnene og os. Den første dag valgte vi bl.a. at lege med børnene, det gav god mulighed for at børnene kunne åbne sig os for os og det gjorde de også ret hurtigt. Derefter var vi på biblioteket med dem og spiste madpakker med dem. Her kom vi meget ind på børnene og de begyndte at opsøge os om hjælp. Dagene efter blev vi mødt med krammere og børnen begyndte at snakke personligt med os, de fortalte og var også meget interesseret i at høre om os. vi oplevede på anden dagen da vi sad alene og arbejdede at to af pigerne opsøger os i deres pause.  

Vi forventer, at der vil være en interesse for de elektroniske virkemidler vi har med så som ipads og telefoner.

Der var i den grad interesse for det elektronik vi havde med. Børnene ville meget gerne hen og prøve Pernilles tablet og Anders’ computer. Da vi skrev bogen med dem, ville de gerne skrive nogle af sætningerne ned på tablet'en og iPad’en. 



Skrevet af Pernille, Camilla og Anders.

Feltstudiets fokus og processor

I dette indlæg introducere vi vores fokuspunkter i undersøgelsen samt den process der har fundet sted i løbet af feltarbejdet.

 Fokus i undersøgelsen:

1. Vi har haft fokus på hvordan børn ser deres eget kulturliv.
2. Om de tror at der er forskel på Danmark og andre kulturer og hvad de tror forskellene er.
3. Hvordan de udtrykker deres fortællinger.

 Overvejelser om undersøgelsesmetode:

Hvordan vil vi undersøge feltet?

Vi vil være deltagende, observerende, og skabe rammer for en god dialog som målgruppen gerne selv skulle kunne fortsætte mellem hinanden. 

Hvordan vil vi tage ansvaret for undersøgelsen?

Det var os, der stillede rammer op. Vi fortalte dem, at de skulle være med at lave en bog, og derfor skulle der tegnes og tages billeder. De brugte deres fantasi, når de tegnede, men det var stadig indenfor rammerne som vi havde stillet op. 

Hvordan positionere vi os i forhold til den målgruppe vi skal samarbejde med?

Vores positionering var hovedsageligt kultur med børn. Da det var os, der skabte rammerne og inspirationen til vores fælles proces og produktion. Vi møder børnene og ser dem som eksperter i deres egen kultur. Vi ser dem også som eksperter i andre kulturer og vil have deres syn på Afrika og Kina. De inddrager os i dialogen ved at stille os de spørgsmål som vi har stillet dem og lige pludselig tager de styringen af interviewet.

Hvordan skaber vi rammer for samarbejdet?

Vi tog udvalgte børn ud af klassen. Deres klasselærer valgte grupperne. Vi valgte at arbejde med lidt større grupper på ca. 6 børn. Vi valgte rum som børnene kendte til. Rummet hvor vi befandt os første dag var et kendt sted for børnene som hed “værkstedet”. Da vi på 3. dagen udarbejdede produktet (bogen) sad vi inde i SFOens stue. 

Hvordan skaber vi en dialog med målgruppen så vi får hørt deres “stemme”?

Det gjorde vi ved vores kvalitative interview. Derefter fik vi dem til at udtrykke sig gennem tegninger og til sidst skulle de selv komme med deres fortællinger (opdigtede) og tage billeder af det de mente var relevant for deres eget skoleliv. 

Hvordan dokumentere vi vores arbejdsprocess?

Gennem video og et produkt i form af en bog udarbejdet sammen med målgruppen.

Hvad for noget udstyr får vi brug for for at kunne dokumentere vores proces?

Computer, iPad, tablet, telefoner, papir, tegneredskaber og skriveredskaber.



Skrevet  af Pernille, Camilla og Anders

Introduktion til feltstudie

Vi har her på modul 2 skulle på feltstudie og lave en antropologisk undersøgelse. Vores lokation var Arden skole og vi snakkede med Birgitte Christiansen over telefonen. Sammen med hende fik vi planlagt opstarten på forløbet samt hvilken klasse vi skulle samarbejde med. Vi fik tildelt 2.A fra Arden skole. Her vil vi kort fortælle om dagenes forløb.

Tirsdag:
Vi mødte på skolen kl. 10 hvor vi efterfølgende blev vist hen til 2.a’s klasseværelse. De var der ikke og vi ledte derfor efter dem rundt på skolen sammen med en fra kontoret. Vi fandt dem i natur/teknik lokalet hvor de var fuldt optaget af en kalv med to ansigter. Vi mødte dem lidt efter lidt da nogle af børnene var udenfor og kom løbende ind i lokalet. Derefter gik vi med dem udenfor hvor vi prøvede at skabe en impuls for børnene. Vi havde endnu ikke officielt introduceret os på klassen og vi valgte derfor at starte en omgang ståtrold (krammetrold) hvor vi startede med at være fangere. Alle børnene ville være med og alle var meget engageret i at lege med os. Efterfølgende fik vi så muligheden for at introducere os og vores projekt på klassen. Derefter fik vi lov til at sidde inde i timen med dem, gå på biblioteket med dem og spise madpakker sammen med dem før vi skulle i gang med vores kvalitative interview. Så fordi vi de første par timer startede med at skabe relationer til børnene frem for at gå i gang direkte, lettede det processen og gjorde det nemmere for os at gøre dem interesseret i vores projekt. Resten af dagen gik med kvalitativt interview.

Onsdag:

Efter aftale med Malene, som er pædagog på klassen, skulle vi have børnene fra kl. 14, når de kom i SFO. Vi mødte kl. 12, for at se vores videoer og forberede os til resten af dagen. Vi sad ved et gruppebord og arbejdede. Det vækkede lidt interesse i hvorfor vi sad der. Nogle af pigerne fra om tirsdagen kom hen og spurgte om vi skulle være sammen igen i dag. De blev glade, da vi svarede ja til det. Kl. 14 mødte vi børnene foran deres klasse og fandt ud af hvem der skulle i SFO og hvem der skulle hjem. Der var nogle børn, som skulle hjem, så vi lånte to nye piger til at tegne med os. Vi sad i “værkstedet” og tegnede og snakkede. Vi blev kort afbrudt af at der var frugt, men de kom hurtigt tilbage. De fik tegnede en masse. De tog hjem som de blev hentet, og gruppen af børn blev mindre og mindre. Vi skulle også have nogle billeder af skolen, så vi sendte børnene rundt med vores telefoner for at tage billeder. De skulle tage billeder af deres yndlingssteder på skolen. Der blev taget billeder af et pudehjørne, legepladsen, idrætshallen, en masse dyr, (som var et billede på skolen,), et maleri og køkkenet i SFO’en. Efter det var dagen slut.

Torsdag:
Vi mødte kl 10 på skolen og efter aftale med klassens pædagog, fik vi lov at tage de 12 børn, vi havde haft de to første dage, med ud. Det var ikke alle 12 der var i skole så derfor valgte vi at tage en pige med, som også havde tegnet med os i SFO’en dage før.
Vi havde i gruppen aftalt at vi ville tegne den første time med børnene, da vi ikke havde særlig mange tegninger til Afrika. Derefter skulle børnene tegne dem selv, til den danske bog.
Da der var blevet tegnet en passende mængde tegninger, gik børnene ud til pause. Da de kom ind igen blev de delt op i tre grupper, en til Kina en til Afrika og en til Danmark. Vi satte os i hver vores gruppe og udvalgte tegninger med børnene og fik skrevet historien med dem, med dere egne ord. Da skrivningen var færdig, vendte børnene tilbage til deres klasseværelse og vi fik snakket om hvordan dagen og historien var forløbet.
Til slut kom børnene og hentede os, sagde de gerne ville have os med op i klassen lige hurtigt. Da vi kom op til klassen, sad alle børnene musestille på deres borde og ventet på os. Så fik vi sagt farvel og tak til dem og efterfølgende fik vi jordens største farvel krammer af alle børnene i klassen.


Skrevet af Camilla, Pernille og Anders.

Refleksionsspørgsmål

Nu har vi været i gang med dette modul i 14 dage og i den anledning vil vi gerne skrive nogle refleksionsspørgsmål, som kan give anledning til en dybere forståelse for hvordan det har gået indtil videre.

1. Hvad har været mest spændende indtil videre?

• Hvad fangede dig, siden det blev spændende
• Hvad ville være spændende at studere mere i?

2. Hvilken forståelse har du fået af emnet “kommunikation” indtil videre?

3. Blev du provokeret af Maturana?

• hvis ja, hvorfor?
• hvis nej, hvorfor ikke?

4. Hvordan er dit forhold til mediebåret kommunikation?

• Har det muligvis ændret sig efter begyndelsen af dette modul?

5. Hvordan er dit forhold til blogs?

• Har det muligvis ændret sig efter begyndelsen af dette modul?

Vi glæder os til at høre jeres svar!




Skrevet af: Pernille, Camilla, Elisabeth og Anders.

Gregory Batesons kommunikationsteori

I dette blogindlæg vil vi komme ind på det vi mener er det centrale i Batesons kommunikationsteori. Der er fem hovedpunkter, som vi videregående vil uddybe. Efterfølgende vil vi linke til videoopslag, hvor vi prøver at vise eksempler på Batesons kommunikationsteori i praksis.

Umuligt ikke at kommunikere:

Det er ikke muligt ikke at kommunikere. Om vi ser siger hej til en anden, smiler til en anden eller ignorerer en anden person så kommunikere vi. Både det vi gør og det vi ikke gør bliver tolket af andre mennesker. Når man ikke gør noget vil det også være at kommunikere. Den e-mail der ikke bliver sendt eller det opkald der ikke bliver foretaget kan blive set som afvisning. En manglende anerkendende gestus forholder vi os til og enten forstår vi den eller misforstår den.

Kommunikere på flere niveauer:

Vi kommunikere altid på flere niveauer samtidig. Ordvalg, sætningsbygning og placering af trykket i sætningen kan kommunikere noget om vores forhold til den anden. Ordene findes aldrig alene. Bogen giver et par eksempler på det. En sygeplejerske taler til en kollega og siger:”Du er altid så omhyggelig og pertentlig, slap lidt af for en gangs skyld!” En anden måde at sige det på er:” Sikke ryddeligt du har lavet det - og hvor er du dog flittig!” Kommunikation drejer sig om indholdet og forholdet. Indhold det fortolkes i lyset af forholdet. I et godt forhold vil den første sætning tolkes som rod og omsorg især hvis den siges med et varmt tonefald og et venligt smil. Den anden sætning kan også tolkes som rosende og venlig, hvis den siges i et venligt tonefald og et skulderklap. Men omvendt kan den første sætning tolkes som kritik og kan siges med sur mine, altså man kan lyde sur i sin stemme. Dette sker, hvis forholdet mellem afsender og modtager ikke er ret godt. Vi kommunikere altid på andre måder. Fx. vi kommunikere med kropssprog, bevægelser, tempo, åndedræt, styrke, tryk og rytme.

Samspil skal opfattes cirkulært:

Helt fra begyndelsen af bliver vi mennesker karakteriseret ved egenskaber. Vi ser efter egenskaber hos personen og det har en tendens til at blive forklaringsrammen for det der sker og i nogle tilfælde også for problemer der kan opstå. Eksempler på denne lineær forklaring kunne være: “Jeg kan godt forstå det ikke er nemt at arbejde sammen med hende når hun er så doven”. De to personer har i denne kommunikation to egenskaber: Påståelig og passiv. Hendes passivitet er årsagen til hans påståelighed. Hvis nu man spurgte ind til hendes passivitet ville hun måske forklare sig og komme med hendes version af problemet. Et samspil mellem to mennesker hænger sammen og det ene budskab skal ikke være årsagen til det andet. Denne cirkulære forklaring kan hjælpe os til at skifte fra et lineært perspektiv til et cirkulært perspektiv. Begge parter deltager aktivt i samspillet og kommunikationen mellem de to har udviklet et samspilsmønster hvor de begge indtager hver deres position og rolle.

Vi kommunikere om indhold og forhold:

I en samtale mellem to personer vil der være et indhold, som danner grund til samtalen. indholdet kan være et rask snak om vind og vejr, og hvad der eller lige rør sig. samtalen og samtalens indhold, kan være ligegyldig, da det er forholdet mellem de to kommunikerende, der spiller en rolle. Uanset hvad de to kommunikerendes snakker om , vil de på en eller anden måde have et forhold til hinanden. Kort sagt så uanset hvad indholdet af samtalen er, vil det altid handle om forholdet mellem de to kommunikerende.

De fx. en fremmed der prikker til dig og spørger venligt om klokken, her til svares der, venligt hvad klokken er. Da det er en fremmed vælger man at svare høfligt og kort. Havde det været en kammerat, havde tonelejet og ordvalget nok været et andet.

Er det nu en kammerat der spørger om, hvad klokken er kunne svaret være “kig da selv” eller “det ved jeg da ikke” har man et godt forhold til hinanden behøver tonen ikke være knap så høflig, da et godt forhold kan tillade sådan tale.

Relationsperspektivet er fundamentalt:

Vi forholder os til relationer på alle niveauer mere end vi forholder os til fysiske genstande. Der vil ikke kunne kommunikeres uden at der er en relation. Vi ser på hinanden, verden og os selv i relation til andre individer og situationer.

Links til videoer:

Vi kommunikerer altid: To fremmede personer kommer til at gå ind i hinanden. Vi ser kommunikation fra begge parter dog på to meget forskellige måder.

https://youtu.be/84Xh6Gp_-Jc

Vi kommunikerer på flere niveauer: En elev har lavet et regnestykker på tavlen. Pædagogen viser sin begejstring og anerkendelse gennem ord, toneleje og kropssprog. 

https://www.youtube.com/watch?v=nVHE2gIclBA&feature=youtu.be

Vi kommunikerer om indhold og forhold: 
To fremmede mødes ved et busstop da den ene spørger om klokken. Da der både tænkes over indhold og deres forhold under en kommunikation har den spørgende en rolig og venlig og samtidig forsigtig tone mens personen som bliver imødekommet er venlig og åben mod den fremmede som opsøger hende. 

https://youtu.be/qKHjumXagl0

To kammerater sidder og slapper af. De har et godt forhold til hinanden og tonen er derfor anderledes end videoen med de to fremmede der mødes ved busstoppet.  

 https://www.youtube.com/watch?v=yhmf_h74Q4g 




Pernille, Camilla og Anders.

Dialoger og samspilstemaer med ICDP

Vi har fået til opgave at placere dialogtyper og samspilstemaer i de tre tekster nedenfor. Tekst markeret med rød er dialoger som vi har valgt at uddybe. Tekst med kursiv er vores analyse på dialogen og dens type. Samspilstemaerne vil stå under overskriften "Samspilstemaer".

Vuggestuen:

Det er morgen i vuggestuen, og inde på Bamsestuen er der kommet flere børn – en lille dreng spiser tykmælk ved bordet hjulpet af en pædagogstuderende, en dreng får skiftet ble på badeværelse af en pædagog, en mor sidder i sofaen og læser en bog for to piger, og et par snart treårige piger går frem og tilbage med klapvogne med bamser i.

Pædagogen Margit er i garderoben og tager imod. Ind af døren kommer Ib på 1½ år med ivrig og let usikker og bredsporet gang og faderen lige bag sig. Ib kigger med et stort smil op, da han får øje på Margit, som sætter sig på hug, smiler bredt og siger:

”God morgen Ib – dejligt du kom.” Ib rækker sin hånd frem og viser en skinnede rød bil. ”Wauw – sikke en flot bil du har” siger Margit, klapper sine hænder sammen og kigger intensivt på bilen og tilbage på Ib, som stråler og kigger henrykt på Margit. Faderen fortæller, at Ib har sovet med den hele natten og også ville have den i hånden, mens han spiste morgenmad. Efter lidt snak om bilen og fælles prøvekøring med den på garderobegulvet

I den første del af dialogen, er der tale om den emotionelle dialog. Margit viser positive følelser over for Ib og viser interesse. Da Ib stolt viser Margit sin bil, viser Margit anerkendelse over for Ib og hans bil da hun virker interesseret og begejstret for den. Fokus her er på samspillet mellem Margit og Ib.

Samspilstemaer: Vis positive følelser, juster dig til barnet, følg barnets initiativ, giv anerkendelse og ros.

siger Margit: ”Så Ib, nu kan du lige holde bilen, så far kan tage din flyverdragt og støvler af. Nu går jeg ind på stuen og venter på dig” Ib kigger op på far, som smilende begynder at åbne for støvlerne. ”Først den ene fod – hiv-oh-høj – så den anden – hiv-oh høj – og op på hylden med dem, så åbner jeg lige lynlåsen og så først den ene arm – goddag-goddag – så den anden arm – goddag-goddag – så hiver jeg lige i benene.” Ib griner undervejs, mens hånden holder godt fat om bilen. ”Hjemmeskoene på – og så i fuld fart ind til Margit med bilen” siger far, mens Ib allerede kigger hen mod døren til stuen og spræller med benene.

I denne del af dialogerne, ser vi dele af den emotionelle dialog og den meningsskabende og udvidende dialog. Den meningsskabende og udvidende dialog ser vi, da Ibs fokus skal flyttes fra bilen og over på sit overtøj. Margit trækker sig som omsorgsperson, og samspillet bliver derfor mellem Ib og faren. Samspillet mellem Ib og faren udspiller sig gennem den emotionelle dialog, da faren viser positive følelser og laver afklædningen til en leg. Faren tager imod ved at smile,  Ib griner også undervejs i afklædnings forløbet.

Samspilstemaer: Vis positive følelser, giv anerkendelse og ros, juster dig til barnet, fælles opmærksomhed, udøv ledelse.

Ib sætter sig over i nærheden af Margit, som smiler til ham og siger ”Så er du parat Ib, og du har bilen med – det var godt”. - Her udspiller den emotionelle dialog sig for Margit modtager Ib med positivitet og anerkendelse.

Samspilstemaer: Vis positiv følelser, giv anerkendelse og ros.

Far sætter sig kort ned, giver Ib et kram og siger ”Farvel – Ibbermand – nu tager jeg på arbejde og du skal være her hos Margit. Når du har sovet, kommer jeg igen ”. - Her ser vi tegn på den emotionelle dialog, fordi faren er positiv og omsorgsfuld i, at Ib bliver hentet, når Ib har sovet til middag. Faren fortæller Ib, at han ikke forlader ham for altid, men at han kommer igen på et tidspunkt som Ib vil kunne forholde sig til. Han gør også til Margit til omsorgspersonen igen.

Samspilstemaer: Vise positive følelser, være anerkendende og rosende.

Han vinker, og Ib vinker farvel, mens pædagogen siger ”Farvel – farvel far” og vinker ligesom Ib. Ib og Margit kigger på hinanden og smiler begge.

Lidt efter kommer en vinduespudser ind på stuen. Ib stopper sin leg og kigger skiftevis på Margit og på manden og flytter sig tættere til Margit. Hun siger, mens hun kigger på Ib: ”Ja hov, der var én du ikke kendte, det er Poul, han skal pudse vinduerne.” Hun tager Ibs hånd og giver den et klem og nikker opmuntrende. Ib kigger nu vedholdende på manden og Margit siger:” Kom lad os gå over og sige hej og se, hvad han laver ” De går hånd i hånd over til manden.

Margit vil hjælpe Ib, og der tager hun udgangspunkt i den regulerende og grænsesættende dialog. Ved at tage Ib i hånden og gå hen til “problemet”, hjælper hun ham i en retning til at løse problemet ved hjælp af vejledning. Samtidig får hun Ib til at fokusere på ting i omverdenen og udvider hans oplevelse ved at fortælle ham meningen med, at vinduespudseren er der. Så går vi over i den meningsskabende og udvidende dialog. Her giver hun begrundelser og forklaringer på det de oplever sammen.

Samspilstemaer: Formidling af mening, fælles opmærksomhed, udvidelse og forklaring.

Børnehaven:

I børnehaven Skrænten er alle på legepladsen. Johan og Oliver er i fuld gang med at grave et stort hul sammen med tre andre drenge i et hjørne af legepladsen. Oliver og Johan graver med hver sin skovl og kommenterer højlydt, hvor mange tons det vejer, og hvor stort hullet skal være. De andre drenge hjælper med at skubbe til jorddyngen, så hullet ikke fyldes op igen. Peter foreslår, at de fylder vand i hullet; men forslaget overhøres. Pædagogen Tommy ser, da han kommer forbi, at drengene har svært ved at få jorden til at blive væk fra kanten, og han foreslår dem at banke på jorden og viser, hvordan man med hånden kan klappe jorden hårdt. Drengene går straks i gang med at banke hårdt på jorddyngen. Tommy går igen.

Udgangspunktet er her den regulerende og grænsesættende dialog. Tommy giver dem en strategi, til hvordan drengene kan løse deres problem. Det giver drengene, en mulighed for at lave en målrettet handling og problemløsning. Gennem vejledning og planlægning fra Tommy får de løst deres problem.

Samspilstemaer: udøv ledelse

Skolen:

Hver dag starter med morgensamling, hvor børnene sidder på faste pladser i en rundkreds oppe foran tavlen. Kort efter ringer klokken, og Ingrid, som er pædagog, siger, mens hun smiler og ser rundt på alle børnene: ”Nu skal vi være stille og høre efter… God morgen.” Og børnene svarer: ”God morgen.” ”Har nogen af jer oplevet noget spændende i weekenden?” spørger Ingrid og ser sig omkring. Børnene svarer: ”Jaah!” og ”Neej!” i munden på hinanden, mens enkelte husker at række hånden op. ”Hov, nu skal I lige huske at række hånden op, hvis I vil svare,” siger Ingrid.

Fokus i klassen her er hvad børnene har lavet i weekenden det vil sige på børnene, omsorgspersonen og omverdenen. Hun vil gerne have børnene til at fortælle og fordybe sig i deres oplevelser fra weekenden. Børnene skal lære at række deres hånd op når de vil fortælle om deres weekend i stedet for at råbe i munden på hinanden. Det er den meningsskabende og udvidende dialog, fordi der skabes et fælles fokus.

Samspilstemaer: Positive følelser, være anerkendelse, følg barnets initiativ, udøv ledelse.

De fleste børn har nu hånden oppe. Nogle vifter ivrigt, mens de næsten løfter sig fra stolen. Andre sidder stille med hånden oppe. Et par drenge er allerede i gang med at fortælle sidemanden om weekendens oplevelser, mens deres arm er oppe.

Ingrid siger: ”Alle skal nok få lov til at fortælle, men det går efter tur, så I skal lytte til den, der fortæller. I vil sikkert også gerne have, at I bliver lyttet til, når I skal fortælle.”

Ved at give børnene vejledning i selvkontrol og planlægning prøver hun at skabe en ro og orden, så alle børnene kan blive hørt. På den måde indgår pædagogen i den regulerende og grænsesættende dialog.

Samspilstemaer: fælles opmærksomhed, udøv ledelse, udvidelse og forklaring..

Mette får først lov til at fortælle, og hun fortæller, at hun har sovet hos Lise (bedsteveninden i klassen), at de fik spaghetti og at de lavede popcorn og så MGP om aftenen. Hun synger lidt fra den vindende melodi og fortsætter med at fortælle om en leg, de legede om søndagen.

De fleste børn følger med i historien ligesom Ingrid, der følger hende opmærksomt med øjnene. Hun nikker bekræftende til den lange fortælling, hvorefter hun siger: ”Sikke en dejlig weekend, I har haft. Og nu er det vist Sørens tur. Du har haft fødselsdag i lørdags, hvordan holdte I den?”

Der var en god ro og orden, og børnene og pædagogen lyttede til pigen, som fortalte om hendes weekend. Pædagogens dialog med børnene gik over til at blive den emotionelle dialog, fordi hun virkede anerkendende og var positiv i hendes stemme.

Samspilstemaer: være anerkendende, positive følelser, udøv ledelse, fælles opmærksomhed.

Et par drenge begynder at glide op og ned ad stolene. Søren sidder med en fodboldbamse i hånden, mens han fortæller: ”Vi sang, og så fik jeg gaver.” Ingrid spørger: ”Hvad fik du i fødselsdagsgave?” Søren lægger bamsen på gulvet, så han også kan bruge sine hænder til at fortælle med: ”Så’n en lang rumskib og så’n en høj robot.” Ingrid: ”Det var nogle gode ting. Er det mor og far, du har fået dem af?” Søren svarer: ”Nej,” mens han samler bamsen op, kaster med den op i luften og griber den igen stående. ”Er det så’n en, jeg har, Søren?” bryder Peter ind, mens Lotte prikker til Sofie for at vise hende, at hun er ved at tælle alle børnene.

”Jeps,” siger Søren til Peter. ”Sæt dig, Søren,” siger Ingrid og ser med et fast blik på Søren, men Søren ser på bamsen og fortsætter med at kaste den. Ingrid hæver stemmen og siger: ”Søren! Sæt dig ned og sid stille med den bamse.” Søren sætter sig og svarer: ”Kun rumskibet.” De fleste børn sidder nu uroligt på stolene. ”Så er det Louises tur til at fortælle, og nu skal I altså sidde stille og lytte,” siger Ingrid og peger på Louise.

Den sidste dialog bliver en regulerende og grænsesættende dialog, fordi pædagogen sætter nogle grænser for deres larmende adfærd. Derefter fortsætter hun den oprindelige orden og lader det næste barn komme til.

Samspilstemaer: Udøv ledelse, fælles opmærksomhed.

Anders, Camilla og Pernille